En kødfødnings erkendelse(r)
Jeg blev født til et liv med kød. Kød til morgen, middag og aften. Bøf, steg, pølse, delle, postej, mælk, fløde, ost, smør, tykmælk, youghurt, bacon, æigh (æg, hvor jeg kommer fra) og så videre. Nuvel, jeg har også spist mine gulerødder, men animalske proteiner fra kød eller mælkeprodukter har hele mit liv udgjort en betragtelig del af kosten. Født til et liv med kød. En kødfødning. Sandsynligheden for, at du også er en kødfødning, er ret stor. I Danmark spiser vi så meget kød, at hvis resten af verden kopierede os, skulle vi ifølge Verdensnaturfonden bruge fire jordkloder til at producere alt det kød.
I det meste af mit liv har jeg, mens jeg har svælget i kød, beskæftiget mig med landbrug på den ene eller anden måde. Jeg er vokset op på en økologisk gård i Thy og har de seneste 10 år beskæftiget mig med kommunikation og journalistik inden for fødevaresektoren. Efter jeg selv blev far, steg min bevidsthed om, hvor maden kommer fra. Qua mit arbejde vidste jeg nok om pesticidrester, hormonforstyrrende stoffer, e-numre og cocktaileffekt til, at valget mellem et jordbær med giftrester fra 10 forskellige pesticider eller et rent, økologisk et af slagsen i sæson, gav sig selv, når det skulle serveres for min søn. Der er mindre kød på tallerkenen nu, end da jeg var yngre, men det er der stadig, og jeg elsker en pølsemad og et koldt glas sødmælk. Selvom jeg godt ved, at kød og husdyr er et globalt miljø- og klimaproblem. For det ved vi egentlig godt, de fleste af os, når vi sætter tænderne i en mør oksebøf. Men den smager jo godt, så hva’ faen.
For nylig havde jeg imidlertid en oplevelse foran 300 elever fra en række af landets landbrugsskoler, som fik mig til endnu engang at tænke lidt grundigere over mine kødvaner, og som ledte til den erkendelse, der er årsagen til, at jeg ulejliger dig kære læser. Vi vender tilbage til de 300 landbrugselever om et kort øjeblik. Først skal vi lige hilse kort på et par gamle, stolte og højtragende københavnere: Axel og Kristian. De elsker nemlig også kød.
I Kristians hus på Slotsholmen har hushovmesteren og hans støtter med en smal blokaftale omkring en redningsplanke til dansk landbrug, den såkaldte Landbrugspakke, udstukket sine linjer for, hvilket landbrug man ønsker. Mange har kaldt Landbrugspakken sort. Det er den ikke. Den er kulsort. Kulsort humor fristes man til at sige. For det kan næsten ikke være andet end en joke, at det bedste, de kloge hoveder i regeringen og dens støttepartier kunne komme op med - i en tid hvor resten af verden leder med lys og lygte efter bæredygtige løsninger på alt fra energiforsyning og flygtningekriser til neglelak og shampoo - er, at Landbruget skal have lov at producere mere kød. Med mere gødning og flere pesticider. I en natur, der i forvejen er presset tilbage af plovskæret i en sådan grad, at Danmark er verdens mest opdyrkede land.
Hjemme hos Axel, hvis hus ligger skråt over for Tivoli, blev landbrugspakken ikke overraskende taget godt imod. Det skortede da heller ikke på Axels landmandsmedlemmer i medierne, der med store smil og faste i troen på, at det kan afvikle gælden, så håbefuldt frem til at gøde og sprøjte mere på deres marker og tættere på vandløb. Hjemme hos Axel og i store dele af landbruget har man i en del år bekræftet sig selv og hinanden i, at den gamle idé om at satse på animalsk produktion bare skal intensiveres, så skal det hele nok gå. Så skal man nok få afviklet landbrugets gæld, hvis størrelse i sig selv er galgenhumoristisk. Mantraet har lydt, at det er i kødet, fremtidens marked ligger, fordi verdens middelklasser vokser, bliver købestærke og vil have mere kød. Jeg forestiller mig, at Axel og Kristian hin decembernat har blinket til hinanden henover hustagende i det indre København i måneskinnet og smidt thumbs up og likes af sted, da landbrugspakken landede lige op til julemiddagen. Mere kød. Mmmm.
Jeg forstår den umiddelbare logik og det mind set, der ligger bag landbrugspakken og ønsket om at producere mere kød. Jeg elsker også kød, men det holder bare ikke. Det holder ikke, fordi dansk landbrug med sin intensive husdyrproduktion allerede i dag forbruger flere spiselige kalorier, end det producerer. Det burde sige sig selv, at det ikke er bæredygtigt hverken ressourcemæssigt, klimamæssigt eller økonomisk. Derfor er Landbrugspakken tragikomisk i al sin fornægtelse af verdens tilstand uden for svinefabrikkerne. En redningsplanke til det pressede, konventionelle landbrug er den i hvert fald ikke – snarere ”planken ud”.
Nå, men tilbage til de 300 landbrugsskoleelever. Jeg var blevet bedt om at holde et oplæg om myter og fordomme om økologi. En af de største myter, som oftest florerer i debatten både offentligt og i stuerne er, at økologi er lig med sult i verden, fordi den økologiske landmands udbytter i marken og stalden er lidt mindre. Jeg indledte med at spørge de 300 af morgendagens landmænd, om de bekymrede sig om den globale fødevareforsyningssikkerhed og dansk landbrugs bidrag til samme. Det var der ca. et dusin, der gjorde. Jeg kunne så berolige det store, resterende flertal med, at det nok var meget godt, at de ikke havde bekymringer i den retning – ellers skulle de skynde sig at finde et andet erhverv, for Danmark er i dag ikke et fødevareproducerende land. At dansk landbrug i sin nuværende form forbruger flere spiselige kalorier, end det producerer. Jeg holdt en pause på et par sekunder, fordi jeg forventede en vis verbal reaktion i forsamlingen på denne provokerende påstand. Men der var overraskende stille, og måske tænkte de fleste, at nu rabler det da for økopropagandisten. Det var tydeligt, at jeg måtte føre et vist bevis for min påstand.
Til lejligheden havde jeg opstillet et simpelt regnestykke. Jeg erkendte over for forsamlingen, som jeg nu gør det over for dig kære læser, at det er et forsimplet og fuldkomment teorietisk regnestykke. Når journalister jonglerer med tal, er det med at holde det så simpelt som muligt;-) Men det er også et regnestykke, hvis proportioner alene gør det relevant at forholde sig til – ikke bare for næste generation af landmænd, men for alle os kødfødninge.
I dag producerer dansk landbrug mad til nok til at mætte 15 millioner mennesker. Det er den gængse anskuelse, som branchen selv anvender. Sat lidt på spidsen viser mit teorietiske regnestykke, at prisen for de 15 millioner mætte er, at dansk landbrug og fødevareforbrugsmønstret på dets markeder i sin nuværende form ”berøver” verden for en potentiel produktion af mad svarende til 71 millioner menneskers årlige behov. Og her kommer regnestykket så:
Ifølge Danmarks Statistik høstede landbruget herhjemme i 2014 i gennemsnit 6.800 kg korn per hektar. Ét kg korn indeholder ca. 3.500 kalorier (gennemsnit af gængse sorter). Det svarer til 23,8 millioner kalorier per hektar.
Ifølge FN er et rimeligt globalt gennemsnit for menneskets daglige kaloriebehov 2.500 – svarende til 912.500 kalorier om året. Når vi dividerer de 23,8 millioner kalorier, som man høstede i 2014, med de 912.500, så svarer 2014-høsten til, at én hektar korn kunne dække 26 menneskers kaloriebehov i et år.
I Danmark har vi opdyrket 2,6 millioner hektar landbrugsjord (mere end halvdelen af landet). Derudover importerer vi soja til vores dyr fra et areal på ca. 700.000 hektar i primært Sydamerika. Hvis vi her i dette teoretiske regnestykke for en stund forestillede os, at landbruget kun producerede korn og med samme udbytte som i 2014, så ville vi på de 2,6 millioner hektar I Danmark kunne producere tilstrækkelig mad til at dække det årlige energibehov hos 67,6 millioner mennesker. Hvis vi tillige forestiller os, at de sydamerikanske sojamarker blev brugt til korn med samme udbytte som i DK, svarer det til, at outputtet fra dansk landbrug kunne mætte 86 millioner mennesker. Vi kunne med andre ord brødføde Tyskland.
I dag mætter dansk landbrug 15 millioner mennesker. Differencen mellem landbrugets aktuelle output og det teoretisk mulige output er altså, hvad der svarer til 71 millioner menneskers årlige energibehov.
Jeg ved ikke, om Axel og Kristian synes, det lyder økonomisk bæredygtigt at intensivere kødproduktionen og dermed øge energitabet i kæden fra jord til bord i en verden på vej mod ni milliarder mennesker? Jeg kunne se i de 300 landbrugsskoleelevers øjne og høre på deres spørgsmål, at lidt flere end det dusin, der indledningsvist bekymrede sig om den globale fødevareforsyning, havde spidset ørerne.
Hvor teoretisk ovenstående regnestykket end er, så kan ingen benægte, at vores nuværende fødevareproduktion og forbrug i Danmark indebærer et gigantisk energitab fra jord til bord. Regnestykket er af en lang række årsager hypotetisk – mest af alt, fordi præmissen om 100% vegetabilsk fødevareproduktion og fødevareforbrug i verdens mest kødelskende land naturligvis er en illusion. Jeg for én bliver aldrig vegetar, og homo sapiens er som udgangspunkt omnivorer (altædende). Men her på dørtærsklen til bæredygtighedens tidsalder er det ikke bare illusorisk, men også rendyrket virkelighedsfornægtelse at sende landbruget ud på en mission for at intensivere og øge den animalske produktion yderligere. Det svarer til at hælde mere kul på et prustende, overophedet, damplokomotiv på vej ud ad et blindt sidsespor, hvorfra det resignerende må se sig for evigt overhalet af eltoget.
Vi kan ikke kødføde verden. Og som jeg sluttede mit sult-myte-oplæg til de 300 landbrugsskoleelever, så handler diskussionen om dansk landbrug i relation til ’sult’ mere end noget andet om størrelsesforholdet mellem det animalske og vegetabilske output fra erhvervet. Det handler i sin essens om kød.
Danmark kommer realistisk set ikke til at mætte 86 millioner mennesker. Men vi kan med et mere ballanceret forhold mellem animalsk og vegetabilsk output fra vores landbrug brød- og kødføde væsentligt flere end i dag og med en markant mindre miljø- og klimabelastning. Det kræver en stor omstilling af fødevareproduktionen, ligesom det kræver en stor omstilling i fødevareforbrugsmønsteret.
Jeg ved ikke, om det lykkedes mig at plante en lille spire i hovedet på en eller flere af morgendagens landmænd, som måske vil betyde, at de fokuserer mindre på dyr, når de en dag står med deres egen gård. Det håber jeg. Under alle omstændigheder, så kommer landbruget ikke uden om en grøn omstilling på lige fod med en lang række andre erhverv og industrier, som allerede har gennemført eller er godt i gang med samme. Det letteste vil være, hvis omstillingen sker på landbrugets eget initiativ. I så fald vil forbrugerne følge med automatisk. Men hvis det ikke sker, så vil det omkringliggende samfund tvinge omstillingen igennem før eller siden. Via politisk pres og via markedet, hvor dankortautomaten er vores daglige og mest effektive stemmeurne, når det kommer til at påvirke landbruget i en ønsket retning. Verden vil have bæredygtige løsninger. Det kommer vores fødevaresystemer, der globalt set tegner sig for næsten en femtedel af menneskets klimabelastning, til at skulle honorere. Herunder dansk landbrug.
Den grønne omstilling af fødevaresektoren er et fælles ansvar. Landmanden og forbrugeren. Hønen og ægget. I det her samfund bruger vi uforholdsvis megen tid på at debattere og trække fronter op mellem landmanden og forbrugeren – hvem skal tage først tage ansvar for bedre forhold for dyr, miljø og natur? ”Vi vil levere, hvis I vil købe” overfor: ”Vi vil købe, hvis I vil levere”. Men vi bærer alle et ansvar. Når vi jagter den billige flæskesteg, så er produktionen bagved også derefter. Paradoksalt nok betaler vi ikke direkte for samfundsomkostningerne ved industriel landbrugsproduktion, når vi køber varen. De reelle natur-, miljø og sundhedsomkostninger ved den billigste flæskesteg udskydes i stedet til vores børn og børnebørns skattebilletter, hvor de figurerer under lukkede drikkevandsboringer og samfundsomkostninger til MRSA-indsats mm.
Dansk landbrug kører med overtræk. Lige som vi globalt set har opbrugt jordens årlige ressourcer allerede i august – og tidspunktet falder tidligere år for år. Kære Axel og Kristian. Det er ikke bæredygtigt for landbruget at forfølge mere kød – heller ikke økonomisk. Kære fellow kødfødninge i dette så griseglade rige i nord. Det holder ikke. Jeg er ked af at sige det. Hvor meget jeg end elsker kød, så førte min fremlæggelse for de 300 landbrugselever til en erkendelse af, at jeg selv, og vi som kødelskende folkefærd, skal spise mindre af det. Ellers er der ikke jordkloder nok til, at vores og andres børn og børnebørn kan nyde privilegiet at sætte tænderne i en mør bøf fra tid til anden.
I går stod jeg igen i supermarkedet. Nu med to sønner. Denne gang stod valget ikke mellem pesticid-jordbærret eller det rene. Men mellem kød eller kødfri aftensmad. Vi fik falafler med diverse grøntsager og brød til. I forgårs fik vi kartoffelpizza til stor henrykkelse. Men i aften skal vi ha’ os en bøf. Og bøffen er fra en okse, der har gået i fjordengene tre kilometer herfra det meste af sit liv. Her har den plejet permanente naturgræsarealer, som optager CO2 fra atmosfæren og binder kulstoffet i jorden. Faktisk så meget, at hvis vi i Danmark kun spiste kød fra kvæg, der græssede de ca. 100.000 hektar plejekrævende naturarealer vi har, så ville vi som nation være godt på vej til at gøre vores oksekødforbrug CO2-neutralt. Men det er et regnestykke, vi kan tage en anden god gang.
God appetit - Eat Less Meat!
