Liv, trivsel og ansvar tilbage til lokalsamfundene

Mere tillid mindre kontrol Demokratisk håb Indlicitering Iværksætteri Erhverv

 

Det er ikke nogen hemmelighed, at centralisering og vandring fra land til by i årtier har truet lokalsamfundenes overlevelse. Skoler og butikker er blevet lukket, huse står tomme og livet er ligeså stille sivet ud af adskillige mindre landsbysamfund. 

Den udvikling vil Alternativet gerne være med til at vende. Vores vision er at hjælpe vores lokalsamfund tilbage til at blive stærke og selvstændige aktører, der generobrer deres autonomi og selv tager ansvaret for udviklingen i deres område.

Et effektivt redskab i den sammenhæng er indlicitering.

Ved indlicitering forstås et samarbejde mellem kommune og lokalsamfund, der kort fortalt går ud på, at lokalsamfundet påtager sig at løse en eller flere af de opgaver, der før lå i kommunalt regi. Til gengæld modtager lokalsamfundet de penge, som kommunen ellers skulle have brugt på opgaven (det budgetterede beløb).

 

Nødvendig organisering

For at indlicitering kan fungere, må lokalsamfundene organisere sig og opbygge strategisk kapacitet. Det starter med, at man i de respektive lokalsamfund danner en almennyttig forening med en bestyrelse, der sørger for at opretholde et fælles, bredt formål.

Helt overordnet er opgaven at støtte lokalt iværksætteri, grøn omstilling, natur og fællesskab, og hvordan det bedst udmøntes, vil i et sundt lokalsamfund være til stadig debat blandt dets borgere. Foreningen skal kunne håndtere en egen økonomi, f.eks. i form af en erhvervsdrivende fond. 

Når foreningen indgår en aftale med kommunen om at løse en bestemt opgave, er det op til foreningen selv at beslutte, om man løser den ved hjælp af lokal frivillig arbejdskraft eller betaler nogen for at udføre den, ligesom det er op til foreningen, hvad den skal bruge et evt. overskud til. 

Et sådant lokalsamfund, der både hviler på egne kræfter og er i stand til at samarbejde med kræfter udefra, vil have alle forudsætninger for at udvikle sig grønt, demokratisk og rummeligt. 

 

Fælles økonomi – fælles ansvar

Indlicitering findes allerede i forskellige former. Når kommunen vælger at sende en drifts- eller anlægsopgave i udbud blandt lokale håndværkere, entreprenører og firmaer, styrkes den lokale økonomi. Når et vandværk drives af et lokalt vandværksråd, tager en gruppe i lokalsamfundet ansvaret for vandforsyningen. Når en friskole får et lovpligtigt tilskud, overlader man skoleforpligtelsen til et lokalsamfundsinitiativ. 

Imidlertid mangler disse former for indlicitering at blive rodfæstet i lokalsamfundene, så de bidrager til en fælles økonomi og indgår i en fælles forvaltning af egne anliggender.  

Det kræver lokalsamfund med overskud og sammenhold. Man kan hjælpe dem på vej, f.eks. med støtte til kapacitetsopbygning, juridisk bistand og donationer til den almennyttige fond, men først og fremmest skal borgerne i de mindre lokalsamfund selv have modet til at kaste sig ud i det, have lyst til at tage et ansvar og villighed til at lære undervejs.

Det er ikke en spareøvelse for kommunen, der som nævnt betaler for opgavens udførsel. Men lykkes det på denne måde at være med til at opbygge sunde, selvforvaltende og modstandsdygtige lokalsamfund, vil der i sidste ende være mange penge at spare på andre områder.

Et stærkt og aktivt lokalsamfund vil betyde mindre misbrug, mindre ensomhed og større integration. 

Desuden døjer mange kommuner med at klare velfærds- og miljøopgaverne, og her kan indlicitering være med til at introducere en ny opgavefordeling mellem det offentlige og civilsamfundet og på den måde fremtidssikre offentlige serviceydelser i landdistrikterne. Og endelig kan man forvente betydeligt mere engagement og lokalkendskab i udførelsen af opgaverne, når man indliciterer, end når man udliciterer.

 

Konkrete eksempler 

Assens kommune har siden 2011 haft en ordning med ”landsbypedeller”. Størstedelen af landsbypedellens opgaver vedrører pleje af grønne områder, men er aftalt mere specifikt for hvert enkelt lokalsamfund.

I Odsherred kommune overvejes det netop nu, hvordan det fremtidige udbud på vej- og parkområdet skal organiseres. Her kan man fint udpege nogle opgaver, som et lokalsamfund kan byde ind på.

Umiddelbart drejer det sig om mandskabstunge opgaver, såsom pleje af grønne områder, renholdelse samt vedligeholdelse af udstyr og inventar, mens mere maskintunge opgaver, f.eks. maskinfejning med selvopsugende fejemaskine, grøfteoprensning, slamsugning af rendestensbrønde samt græsslåning af rabatter og store græsarealer kræver en større grad af samarbejde og professionalisme fra lokalsamfundets side.

Har en kommune afsat et beløb til omsorg, forebyggelse og lettere pasning til ældre, pensionister og omsorgskrævende personer, kunne man overlade det til en lokal forening at organisere et beboernetværk, der kan håndtere disse opgaver, gerne i et samarbejde med kommunens professionelle plejepersonale.

I Egebjerg er der et eksempel på en form for indlicitering inden for udviklingsområdet. Kommunen har afsat et beløb til et IT- og iværksætterhus, som med tiden skal blive selvfinansierende. En almennyttig forening i lokalsamfundet har fået opgaven med at etablere og opbygge stedet.

Det har vist sig nødvendigt at skyde flere penge i projektet end først antaget, og det er selvfølgelig ikke givet at det lykkes, men den risiko er der i ethvert udviklingsarbejde. Under alle omstændigheder lærer lokalsamfundet meget om organisering og mobilisering.

Man kunne også forestille sig, at kommunen afsætter et beløb til forsamlingshuse, kulturelle arrangementer, aftenskoleaktiviteter mm., som kunne driftes af lokalsamfundet og hen ad vejen udvikle sig til kontorfællesskab, overnatningsvirksomhed, madfællesskab og kulturelt centrum. 

Drift og vedligeholdelse af fælles anlæg, så som vandværker, ’nærvarme’-anlæg, som i dag varetages af offentligt-private partnerskaber, kunne ligeledes inddrage lokalsamfundet som partnere. Et område som affaldshåndtering med fokus på lokal sortering og genanvendelse kan tænkes at føre til overvejelser om de større strukturer i samfundet.

Vist er det fint at sortere og genbruge affald, men er der ikke alt for meget skrald at sortere? Kan vi tænke forbrug og emballage på en ny måde? Kan vi bruge flere lokale ressourcer og formindske hvad vi tager ind udefra?

Måske kan der også findes penge i det kommunale budget, der kan give tilskud til drift af lokale folkekøkkener. Det kunne være udgifter til madudbringning til svage medborgere, der kan overtages af folkekøkkenet – som samtidig får en del af sin indtjening fra uddannelsesmidlerne, da unge her kan opøve konkrete færdigheder i madtilberedning, service og rengøring.

Folkekøkkenet kunne indgå samarbejder med lokale fødevareproducenter om markedsføring og salg af deres produkter eller være partner i et integrationsprojekt omkring fælleshaver og fællesdyrkning. 

Indlicitering behøver ikke at være den eneste indtjeningskilde for et lokalsamfund, men den kan danne en solid basis i forhold til at sætte mange andre projekter og aktiviteter i gang, og dermed indgå som én blandt flere finansieringskilder i en 4.sektor virksomhed.

Alt sammen til gavn for livet og trivslen i vores lokalsamfund, vores miljø, natur og menneskelige fællesskaber.